november 18, 2022
Danske podcasts til webshop ejere
–
Har du en webshop, så har du typisk også:
#1 brug for frisk viden om markedsføring m.m.
#2 masser af tid til at høre podcasts, mens du går på lageret
Derfor har vi her samlet de danske podcasts, som det er relevant for dig at lytte til, når du går med hunden, går på lageret, kører bil eller hvor du foretrækker at lytte. Kender du til podcasts, der mangler på listen, så stik mig en mail på vadskaer@shoporama.dk
Bonzer Sessions
Online bureauet Bonzer startede slut 2023 også en podcast om online marketing. De har forskellige danske gæster i studiet til alle emner indenfor online marketing. Du finder Bonzer Sessions her.
MarketingPod
Halfdan Timm som du kender fra MarketingBrief har skiftet “Brief” ud med “Pod” og Emil ud med Kristian. Og så er det ellers meget det samme omend lidt længere. Du finder MarketingPod her.
Marketers Morgen
Udkommer alle hverdage og værterne er Mikael Rieck og Anders Saugstrup.
Aktuelle emner – til tider lidt tungt på affiliate, men der er ofte viden i affiliategenren, som kan gavne dig som webshopejer. Fordelen her er at formatet typisk er 10 minutter.
Du finder Marketers Morgen her.
MarketingBrief
MarketingBrief drives også af en duo. Dette er Halfdan Timm og Emil Kristensen. De har sjældent gæster, men deler meget rundhåndet ud af deres erfaringer med online markedsføring m.m. De siger også selv, at formatet er “10 minutter” – men typisk er det lidt længere. De laver også en “Extended” udgave, hvor de bruger 40-60 minutter på emnet.
Du finder MarketingBrief her.
PotterCut
Danmarks Gran’ Ol’ Marketingpodcast. Ib Potter er værten og han har altid en gæst i studiet.
Du finder PotterCut her.
CRO & Kaffe
CRO & Kaffe handler meget specifikt om konverteringsoptimering. Ole Gregersen er din vært og har gæster i studiet. CRO & Kaffe så dagens lys i 2022.
Du finder CRO & Kaffe her.
Digital Performance Talks
Det engelske navn på trods, så foregår det på dansk. Det danske bureau No Zebra har startet denne podcast, hvor Signe Juul Madsen er vært. Emnerne er måske nok for de lidt større virksomheder, men der er også godbidder for den lille webshop ejer.
Du finder Digital Performance Talks her.
Momentum i Marketingafdelingen
Bureauet Skjoldby & Co udgiver podcasten Momentum i Marketingafdelingen om emner som SEO, Google Ads, platformsmigrering m.m.
Du finder Momentum i Marketingafdelingen her.
E-commerce Digest
Det engelske navn på trods så er podcasten pæredansk. Det er Casper Hessellund og William Sillemann, der er værter på podcasten, der i enkelte episoder har gæster og i andre ikke.
Du finder E-commerce Digest her.
What the SEO
Lad os være ærlige. SEO er vigtigt for de fleste webshops. I podcasten What the SEO har værten, Henning Madsen, gæster fra nær og fjern (rent fagligt) i studiet og taler om mange forskellige nuancer indenfor SEO. Henning er en af Danmarks gamle erfarne ræve indenfor SEO.
Du finder What the SEO her.
Marketing Morgenmøde
Anne Riisom og Peter Lauritsen taler online marketing i alle afskygninger og har jævnligt gæster fra både store virksomheder og bureauer.
Du finder Marketing Morgenmøde her.
WeMarkets Podcast
Online bureauet WeMarket udgiver podcasten, som de har kaldt “WeMarket Podcast”. En blandet pose bolcher til e-købmanden om alt fra Google Ads til at sælge på Amazon.
Du finder WeMarkets Podcast her.
Email Jam
Email Jam er et samarbejde mellem Mette Will og Emil Kristensen (jeps… ham, der også er med i MarketingBrief). Mette & Emil står også bag landets største email konference Email Summit og har enormt megen fokus på … ja … emails.
Du finder Email Jam her.
Email Insider
Det jyske email marketing bureau, Poetype, startede i 2023 podcasten Email Insider. Dansk podcast udelukkende om email marketing.
Du finder Email Insider her.