juni 14, 2021

Shoporama Symposium 2021

Shoporama Symposium 2021 bliver – hvis alt går vel – 7. og 8. oktober 2021 på Comwell Kellers Park ved Børkop.

Shoporama Symposium er et årligt tilbagevendende arrangement, hvor eksterne oplægsholdere kommer og gør dig klogere på emner som online markedsføring, e-handel, logistik, motivation og den slags discipliner, du skal bruge for at drive din webshop.

Det er også en fantastisk lejlighed til at møde andre Shoporama shop-ejere, der kan fortælle dig om genveje, hacks, tips og tricks om alt fra brug af Shoporama til at få en bedre fragtaftale m.m.

Om aftenen plejer vi at få en øl eller to.

De kommer og gør dig klogere

Christina Klitsgaard fra Weloveemails. Danmarks nok mest erfarne e-mail-snedker kommer og inspirerer dig til, hvordan du får skruet din velkomst serie sammen. Alt for mange webshops får ikke lavet den velkomst serie (man kan gøre det i næste uge, ikke?). Christina kommer med helt praktiske tips til, hvordan du får den ud over rampen.

Stein Erik Skotkjerra fra Inklusio kommer og taler om webtilgængelighed. Stein er blind og har derfor de bedste forudsætninger for at tale om webtilgængelighed. Der udover har han i årevis rådgivet virksomheder og det offentlige i hvordan de bedst laver apps og hjemmesider tilgængelige og hvad fordelene er.

Sofie Mølgaard fra Sleeknote kommer og fortæller dig, hvordan du arbejder bedre med pop-ups på din hjemmeside. Ikke sådan et føle-føle-oplæg, men det er baseret på data fra et hav af kunder fra Sleeknote.

Torbjørn Flensted fra SEO.dk kommer og taler om hvordan du optimerer din click through rate i søgemaskinerne. Et område, der kan give dig højt udbytte ved enormt lav indsats. Torbjørn har arbejdet med SEO i adskillige år. Skrevet bøger og været taler på et utal af SEO konferencer. Han udgiver også podcasten SEO og er også manden bag Storybase og dette populære CTR værktøj.

Rasmus Bruus Larsen, der er founder og CEO i Makeinfluence, kommer og fortæller om, hvordan du kan øge dit salg med influencers.

Vi tager naturligvis forbehold for at nogle talere bliver forhindret i at dukke op, så programmet kan ændre sig. Men ovenstående oplægsholdere har sat kryds i deres kalender og givet tilsagn om at komme.

Hvad med pauser?

Når der ikke er oplæg, så har du mulighed for at arbejde i arbejdsværelset ved siden af, slappe af i spa’en, gå en tur i de skønne omgivelser eller fortælle en røverhistorie i baren.

Vil du blive og arbejde med det, du har lært?

Intet problem. Næste dag – lørdag d. 9. oktober – har vi booket et arbejdsværelse, hvor du er velkommen. Der er fri kaffe, te og wifi hele dagen. Du skal blot selv booke en ekstra nat (altså fra 8. til 9. oktober) eller sove ved din onkel i nærheden og bare dukke op og arbejde med os.

Men hva’ koster det?

En plads på Symposium koster 2950,- ex moms.

Beløbet hæves over dit Shoporama abonnement d. 15. august 2021.

Jeg er klar… hvordan tilmelder jeg mig?

For at tilmelde dig Shoporama Symposium 2021, så send en mail til vadskaer@shoporama.dk . Har du allergier, der skal tages hensyn til eller hund på værelset eller skal ha’ din mand/kone med på delt værelse, så skriv også det i mailen. hund og mand/kone på værelset udløser et ekstragebyr. Har du flere webshops, så skriv hvilken shop, der skal betale. Bemærk: Tilmelding er bindende, men er du forhindret i at møde, er du velkommen til at sælge din plads til en anden, der også har en Shoporama shop.

Inkluderet i prisen er overnatning, frokost med én vand til, 3-retters aftensmad med et glas hvidvin + et glas rødvin (derefter egenbetaling), morgenmad og frokost. Kaffe, te og kage og fri adgang til deres spa-afdeling.

Du kan se kort video af spa’en her.

Ønsker du at komme dagen inden, kan du ringe til deres reception på 76411717 og bestille værelse. Hvis du siger, du skal til Shoporama Symposium, så får du værelset til 880,- (inkl moms) normalpris er 1280,- og du får samme værelse hele opholdet, så du slipper for at skifte.

Vi har 30 værelser, så der er 30 pladser. Arrangementet er forbeholdt Shoporama webshop-ejere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.